Nogle dage, siden kom er der Et alvorligt sikkerhedsbrud i CPR-systemet betyder, at uvedkommende har fået adgang til personoplysninger om en stor mængde registrerede borgere. Det drejer sig blandt andet om navne, adresser og CPR-numre. Myndighederne opfordrer derfor borgere til at være ekstra opmærksomme på forsøg på svindel og anbefaler blandt andet, at man opretter en kreditadvarsel på Borger.dk.
Men hvad betyder datalækket egentlig, og hvad kan du som borger gøre for at beskytte dig?
Hvad er der sket med CPR-oplysningerne?
Den 5. oktober 2026 oplyste Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet, at uvedkommende som konkret er hackere har skaffet sig uautoriseret adgang til oplysninger gennem CPR-systemet.
De oplysninger, der er blevet tilgået, omfatter blandt andet navn, adresse og CPR-nummer. Myndighederne vurderer, at personoplysningerne kan blive misbrugt i forbindelse med svindel, og borgere opfordres derfor til at udvise særlig agtpågivenhed.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at et CPR-nummer ikke i sig selv giver adgang til eksempelvis din netbank eller MitID. Risikoen er i stedet blandt andet, at oplysningerne kan bruges sammen med andre informationer til at gøre forsøg på svindel og identitetsmisbrug mere overbevisende.
En svindler, der allerede kender dit navn, din adresse og dit CPR-nummer, kan eksempelvis forsøge at få dig til at tro, at vedkommende ringer fra din bank, en myndighed eller en anden virksomhed.
Vær ekstra opmærksom på svindel
Sikkerdigital.dk anbefaler, at borgere i den kommende tid er særligt opmærksomme på uventede SMS’er, mails og telefonopkald, hvor afsenderen bruger personlige oplysninger om dig.
At en person kender dit navn eller CPR-nummer, er altså ikke i sig selv et tegn på, at henvendelsen er legitim.
Du bør blandt andet være opmærksom, hvis nogen: kontakter dig uventet og hævder at være fra din bank eller en offentlig myndighed, sender dig et link og beder dig logge ind, beder om dine MitID-oplysninger eller engangskoder, beder om kortoplysninger eller adgangskoder eller forsøger at presse dig til at handle hurtigt.
Hvis du modtager en uventet besked med et link, anbefaler Sikkerdigital.dk, at du ikke klikker på linket. Gå i stedet selv ind på den relevante virksomheds eller myndigheds officielle hjemmeside, eller ring til hovednummeret og undersøg, om henvendelsen er ægte.
Du bør heller aldrig dele MitID-oplysninger, engangskoder, adgangskoder eller kortoplysninger med andre.
Hvad er en kreditadvarsel?
En af myndighedernes konkrete anbefalinger i forbindelse med sikkerhedshændelsen er, at borgere opretter en kreditadvarsel på Borger.dk.
En kreditadvarsel er en markering i CPR, som gør det sværere for andre at optage lån eller købe på kredit i dit navn.
Formålet er at gøre virksomheder og kreditgivere opmærksomme på, at der er en kreditadvarsel registreret på dig. Det kan dermed være med til at forebygge, at andre forsøger at optage kredit ved hjælp af dine personoplysninger.
En kreditadvarsel er dog ikke en garanti mod identitetsmisbrug. Det er derfor fortsat vigtigt at være opmærksom på mistænkelige henvendelser og andre tegn på misbrug af dine oplysninger.
Sådan opretter du en kreditadvarsel
Kreditadvarslen kan oprettes digitalt via Borger.dk.
Du logger ind med MitID og følger vejledningen til at indsætte en kreditadvarsel i CPR.
Hvis du har brug for hjælp til at oprette kreditadvarslen, kan du kontakte Cyberhotline for digital sikkerhed på 33 37 00 37. Sikkerdigital.dk oplyser, at hotlinen i de kommende dage har udvidet åbningstid fra kl. 8 til 24.
Hvad hvis dine oplysninger bliver misbrugt?
Et datalæk betyder ikke nødvendigvis, at dine oplysninger allerede er blevet misbrugt. Men hvis du oplever noget, du ikke kan genkende, bør du reagere.
Det kan eksempelvis være, hvis du modtager en regning for noget, du ikke har købt, bliver kontaktet om et lån, du ikke har optaget, modtager breve eller beskeder om aftaler, du ikke kender til eller opdager andre aktiviteter, som du ikke selv har foretaget.
I sådanne tilfælde er det vigtigt at undersøge sagen og reagere hurtigt.
Hvis du bliver udsat for identitetsmisbrug, kan situationen også få juridiske konsekvenser. Det kan eksempelvis være nødvendigt at gøre indsigelse mod et krav, dokumentere at du ikke har indgået en aftale eller undersøge, hvilke rettigheder du har.
Hvad bør du gøre nu?
Der er især fire ting, du bør være opmærksom på:
1. Overvej at oprette en kreditadvarsel
Myndighederne anbefaler i forbindelse med det aktuelle datalæk, at borgere opretter en kreditadvarsel på Borger.dk.
2. Vær ekstra opmærksom på uventede henvendelser
Særligt hvis afsenderen bruger oplysninger om dig for at få henvendelsen til at virke troværdig.
3. Del aldrig dine fortrolige oplysninger
Du bør aldrig dele MitID-oplysninger, engangskoder, adgangskoder eller kortoplysninger som følge af en uventet henvendelse.
4. Reager, hvis du opdager misbrug
Hvis du modtager et krav eller en henvendelse, som du ikke kan genkende, bør du undersøge sagen og søge relevant hjælp.
Har du spørgsmål om dine juridiske muligheder?
Hvis dine personoplysninger bliver misbrugt, kan det udvikle sig til en juridisk sag. Det kan for eksempel være i forbindelse med et lån, en aftale eller et betalingskrav, som du ikke selv har indgået.
På Retsguide kan du beskrive din situation og få hjælp til at skabe overblik over sagen og dine muligheder for at komme videre.
Hvorfor var der Kø for at få kreditvarsel
Desværre er Danmark på flere områder et reelt set dårligt digitaliseret land, selvom vi ofte fremhæves som et af de mest digitaliserede samfund i verden.
Problemet er, at digitalisering ikke nødvendigvis betyder, at systemerne fungerer effektivt, hænger sammen eller beskytter borgerne tilstrækkeligt.
Når der sker et datalæk, og borgernes personoplysninger risikerer at blive misbrugt, burde der eksempelvis være langt mere automatiserede og sammenhængende løsninger, som hjælper med at beskytte de berørte. I dag er ansvaret i vid udstrækning lagt over på den enkelte borger, som selv skal finde ud af, hvilke forholdsregler der er nødvendige, og hvordan man eksempelvis opretter en kreditadvarsel. Det kræver både tid, viden og overskud og det er langt fra alle, der har de nødvendige forudsætninger for at navigere i systemet.
Når systemerne ikke er indrettet til at håndtere sådanne situationer automatisk og effektivt, opstår der unødigt bureaukrati, forvirring og risiko for, at borgerne falder mellem flere stole. Det er ikke rimeligt, at den enkelte borger skal bære en stor del af ansvaret for at begrænse konsekvenserne af sikkerhedsbrister, som vedkommende ikke selv har haft nogen indflydelse på.
Derfor er det afgørende, at vi som land bliver bedre til at stille krav til både digitalisering, datasikkerhed og forenkling af lovgivningen. Vi skal skabe systemer, der arbejder sammen, reagerer hurtigt og tager udgangspunkt i borgernes behov – frem for systemer, hvor ansvaret bliver skubbet rundt mellem myndigheder, virksomheder og den enkelte.
Vi har gentagne gange set eksempler på store offentlige IT-projekter, der har været præget af forsinkelser, fejl og betydelige økonomiske konsekvenser. Ejendomsvurderingssystemet er et oplagt eksempel på, hvor omfattende konsekvenserne kan blive, når komplekse regler, utilstrækkelig datakvalitet og tekniske løsninger ikke fungerer tilfredsstillende sammen.
Det bør give anledning til grundlæggende refleksion over, hvordan vi udvikler, indkøber og implementerer digitale løsninger.
Digitalisering bør ikke være et mål i sig selv. Den skal skabe reel værdi for samfundet og gøre hverdagen lettere for borgere og virksomheder. Det kræver politisk ansvar, klare krav, bedre sammenhæng mellem systemerne og en langt større vilje til at lære af de fejl, vi allerede har begået. Ansvaret ligger klart hos det offentlige og politikerne i Christiansborg.





