Kan maskeringsforbuddet forhindre en ny klovne-epidemi?

Kan man straffes for at klæde sig ud som klovn? Et debatindlæg om maskeringsforbuddet, straffelovens § 134 c og hvor vagt forbuddet egentlig er.

2026 er det nye 2016, skriver nogle på internettet. En vis nostalgi er opstået for 2016, måske savner mange bare tiden før inflation, corona og alle de andre “kriser”.

Husker du “klovne-epidemien”? I 2016 talte mange om uhyggelige klovne, der dukkede op ved skoler. (Jeg så nu aldrig selv en.)

Hvad sagde politiet dengang?

Politiet advarede flere gange skarpt mod klovnene og kaldte det alvorlige sager, ikke drengestreger. Politiet henviste blandt andet til ordensbekendtgørelsen. Det er dog værd at huske, at en bekendtgørelse er en retskilde af lavere rang: loven har forrang, og bekendtgørelser udstedes med hjemmel i loven. At klæde sig ud som klovn og virke uhyggelig er ikke i sig selv strafbart.

Maskeringsforbud eller tildækningsforbud?

Her er det værd at skelne. Det egentlige maskeringsforbud er straffelovens § 134 b, som rammer tildækning af ansigtet i forbindelse med demonstrationer og forsamlinger. Det, der i daglig tale ofte kaldes “burkaloven”, er derimod tildækningsforbuddet i § 134 c, som blev indført i 2018:

§ 134 c. Den, som på offentligt sted bærer en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, straffes med bøde.
Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte forbud gælder ikke for tildækning af ansigtet, der tjener et anerkendelsesværdigt formål.

I lovens forarbejder nævnes parallelsamfund og negativ social kontrol flere gange, og dertil kommer undtagelsen i stk. 2 om et “anerkendelsesværdigt formål”.

Vil et klovnekostume være ulovligt?

Ud fra en ren ordlydsfortolkning kan det isoleret set være i strid med § 134 c at skjule ansigtet bag en klovnemaske. Men bestemmelsen er vag og kræver en udvidet fortolkning. Den sigter mod parallelsamfund og negativ social kontrol, ikke mod borgere, der af passion bærer kostumer. Og hvad der er “anerkendelsesværdigt”, varierer: for nogle er det at gå på arbejde, for andre at fejre halloween. Hvem siger i øvrigt, at man ikke kan holde halloween året rundt?

Det korte svar er derfor nej: tildækningsforbuddet forhindrer ikke nogen i at klæde sig ud som klovn. Kan der opstå problemer? Ja, for en betjent kan vælge at give en bøde på grund af den vage bestemmelse, men den vil formentlig ikke holde i retten.

Dette er et debatindlæg og udtryk for skribentens holdning. Det er generel information og erstatter ikke individuel juridisk rådgivning.

Retsguide26
Retsguide26
Articles: 21

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *